Der er nu indrettet crossfit område i Kostalden, og der udvides løbende med maskiner til normal styrketræning.
Du må bruge området til træning, hvis du er medlem af Gl. Rye MTB.
Som medlem kan du træne selv eller tilmelde dig et af holdene her på siden.
Hvis du ingen erfaring har, anbefaler vi, at du starter på holdene, så du lærer det rigtigt.
Vi tilbyder nedenstående holdtyper pt. Som ny anbefaler vi at starte på "Bootcamp" eller "Søndagsdamerne". Let øvede og øvede kan tilmelde sig "WOD" og "Benchmark". Læs mere her under.
Holdet er for kvinder i Gl. Rye, der gerne vil grine, svede og heppe sammen med andre kvinder.
Vi laver simple øvelser hvor alle kan være med uanset antallet af fødte børn eller træningstimer. Man kan medbringe børn til træningen og det er helt normalt og ok at man går fra for at skifte en ble eller tjekke en barnevogn. Hvis du er til målrettet hard core træning med tunge løft og maksimal udnyttelse af tiden, så er holdet nok ikke for dig.
Dette er holdet for dig der gerne vil have en effektiv træning med høj puls, men uden svære tekniske øvelser. Alle kan være med, og det er her du kan begynde at få kendskab til Crossfit og de øvelser det indebærer. En grundform skader ikke, så hvis du ikke har lavet noget i årevis, er det en god ide at løbe en tur eller lave lidt træning derhjemme, så du ikke bliver alt for øm. Alle øvelser kan tilpasses dit niveau, og vi skal nok hjælpe dig med at skalere øvelserne.
En typisk workout kan se ud som nedenstående:
- 10 min. Opvarming / udstræk - Gennemgang af workouts - Workout 1 - Workout 2 - Finisher (dessert)
Eksempler på øvelser på dette hold - Cardio træning, Air bike, Romaskine, løb, Wallballs, Box jump, Øvelser med Kettlebells og håndvægte.
Vores ”WOD” er vores ”almindelige” CrossFit hold. Timen består af klassisk CrossFit og du vil møde elementer og øvelser fra vægtløftning, styrkeløft, gymnastik og forskellige former for konditions-momenter. Alle kan være med – du løfter ikke tungere, end formen kan holde – men du bliver ikke ”skånet” for de lidt teknisk svære løft – ligesom du heller ikke ”slipper” for cardio 😉 Ofte vil WOD’s være delt i to – en A baseret primært på funktionelle styrkebevægelser – og en B som er mere intensiv på cardio-delen.
En typisk træning kunne se således ud:
- Vi gennemgår dagens program, hvilke øvelser kan skaleres og hvordan.
Opvarmning på 8-10 min
- En skill del - her gennemgår vi teknikken til en bestemt øvelse, og prøver den af en i en kortere workout. Ofte vil øvelsen også være en del af aftenens længere workout.
- WOD - aftenens workout, den kan være på mange forskellige måder, alene, med 1 eller 2 partnere. Længere workout, eller kortere dele. Der vil altid være variationer fra gang til gang.
Benchmark-træninger er de mest krævende, og er for dig, som har erfaring med crossfit, har en god grundform, og som kan arbejde intensivt uden pauser. Benchmark træninger er oftest med udgangspunkt i såkaldte "Benchmark" eller "Hero" WOD's, hvor man laver en allerede defineret række øvelser, som ikke ændres, så man kan måle sig mod sig selv eller mod andre i forhold til tiden det tager at gennemføre den.
Benchmark træninger involverer ofte mange øvelser der rammer de samme muskelgrupper, så deltag i Bootcamp eller WOD træningerne, hvis du skal have mere allround træninger.
Der er Open Gym hver mandag kl. 16-18.
Open Gym er holdtræning uden instruktør. Dem der dukker op, finder selv ud af hvad træningen skal indeholde. Open Gym er også et oplagt tidspunkt for dig, der vil lave dit eget program, men gerne vil træne i fællesskab med andre. Vi træner sammen eller individuelt. Her er plads til, at vi kan motivere hinanden og gøre træningen mere social.
Til Open Gym er vi opmærksomme på at tage hensyn til hinanden. Det betyder, at vi sørger for, at der er plads og udstyr til alle, at musikken passer til en bred smag, og at vi skaber en god stemning ved at hilse og være opmærksomme på hinanden.
Open Gym kræver ikke tilmelding. Kom som du er, og vær med til at gi' den fuld gas sammen!