Aktiviteter

GlRye_MTB_farve_web

Der er mange gode grunde til at blive medlem!

  1. Klubben varetager mtb’ernes interesser i lokalområdet

Der lægges fra klubbens side mange kræfter i at være talerør for mountainbikerne og aktiv deltager i lokale MTB-projekter. På den måde er vi med til at sikre, at der bliver ved med at være åbne skove, hvor vi også må cykle på stier, der ellers officielt set ikke er egnet til mtb. Vi er med til at udvikle mtb-faciliteter og vores lokalsamfund – særligt i det brede partnerskabsprojekt ”På mountainbike i Søhøjlandet” sammen med Silkeborg og Skanderborg kommuner, Naturstyrelsen, Friluftsrådet m.fl.

  1. Klubben tilbyder træning til børn og unge

Gl. Rye MTB tilbyder instruktion, træning og cykelleg til børn og unge to gang om ugen. Hver torsdag samles vi på tværs af aldersgrupper bag ved fodboldbanerne og om tirsdagen, er der en længere tur for de ældste og dygtigste. Vi deler børnene op i grupper, så alle får en god oplevelse. Kerneværdierne er sjov på cyklen og gode fællesskaber på tværs af aldersgrupper. De ”gamle” trænere har vist, at det er den rette kombination – det har givet masser af glade børn på mtb, men også et af Danmarks bedste mtb-hold, en danmarksmester og en europamester.

  1. Cykelture for de voksne

På klubbens facebookside koordineres ture i området for de voksne klubmedlemmer. Så vidt muligt køres der forår og sommer onsdag aften og søndag formiddag. Herudover kører medlemmerne i forskellige grupper på forskellige niveauer. Skriv på klubbens facebookside, hvis du gerne vil afsted – der er helt sikkert nogen, som passer til dit tempo.

  1. Klubben etablerer nye bynære træningsfaciliteter

Et af vores store projekter i år er etableringen af et mtb-teknikområde i det lille stykke skov bag ved fodboldbanerne. Teknikområdet vil særligt blive målrettet børn og unge og vil komme til at være en central del af torsdagstræningen. Det er også ambitionen, at området skal kunne bruges af voksne begyndere og let øvede ryttere. Og endelig håber også vi, at Gl. Rye Skole kan få glæde af området.

  1. Spinning og styrketræning

Fra omkring oktober til og med marts tilbyder klubben spinning to aftener om ugen på Gl. Rye Skole. Der tilbydes i udgangspunktet et ”langsomt” og et ”hurtigt” hold, men det afhænger i praksis af deltagernes og instruktørens ønsker. Er du medlem af klubben har du også adgang til et lille motionsrum i skolens kælder. Her er der et par spinningcykler, et løbebånd og nogle vægte til styrketræning.